Denne villa er beliggende i den fredelige havneby Søby på Ærø, tæt på udkanten af byen med kort afstand til både natur og kyst.
Ejendommen ligger med kort afstand byen faciliteter - og nær det naturskønne område Vitsø, hvor der findes sjældne fugle- og plantearter.
Kun 3km fra boligen ligger Skoldnæs Fyr, hvor man fra toppen - i klart vejr, har en flot udsigt over Østersøen, Lillebælt og Det Sydfynske Øhav.
Omkring fyret findes også en seaside golfbane, som tiltrækker både lokale og besøgende med sin unikke beliggenhed. Området byder desuden på gode muligheder for lystfiskeri.
Selve boligen fremstår lys og hyggelig med en god funktionel planløsning.
Ejendommen har privat indkørsel, en stor grund/have samt terrasse og bålplads.
Et stemningsfuldt fritidshus, hvor rammerne er sat for gode feriedage - og med mulighed for udlejning.
Indeholder:
Entré med adgang til fyrrum/bryggers med vaskefaciliteter samt pænt køkken med spiseplads.
Videre indenfor finder man den hyggelige stue, husets samlingspunkt med flotte gulve, dejligt lysindfald og en varm atmosfære.
Her er der god plads til samvær og afslapning . Og med udgang til den sydvendte terrasse inviteres udelivet nemt med indenfor.
Via stuen gives der endvidere adgang til badeværelset med badekar samt endnu et værelse.
Fra køkkenet er der desuden indgang til endnu et soveværelse, hvorfra der er adgang til et ekstra værelse - ideelt som børneværelse, kontor eller gæsteværelse.
Udenfor venter en stor og fredelig grund med god plads til leg, afslapning og hyggelige stunder omkring bålstedet. Terrassen indbyder til lange sommeraftener, mens græsarealet lægger op til spil og bevægelse under åben himmel.
Ejendommen kan overtages med det meste indbo, dog på nær nogle enkelte ting og personlige genstande. Dvs. senge, borde, møbler, skab, hvidevarer, persienner, gardiner, havemøbler, haveredskaber følger med. Desuden alt i køkken medfølger, som fx. kopper, gryder, bestik mm.
Et rummeligt og velindrettet fritidshus med god plads til hele familien.
Der er tilsluttet vand fra Ærø Søby vandværk.
Der er oliefyr og varmepumpe (luft/luft). Varmepumpen er fjernstyret og kan startes hjemmefra.
Tilstandsrapport og elinstallationsrapport kan bestilles på kontakt@obolig.dk
OM SØBY:
Søby ligger i den nordlige ende af Ærø, og har færgeforbindelse til Als og til Faaborg/Fyn.
Søby har bl.a. supermarked, bager og godt spisested. Naturen er nær. Vitsø med dæmningen ved Østersøen, Golfbanen næsten som "nabo". Havnen med aktivitet fra fiskebåde og lystsejlere. Stranden ligger lige ved siden af lystbådhavnen.
Så det hele er i meget nær afstand.
ÆRØ
En ø kan bedst beskrives som et mikrokosmos, hvor man på trods af størrelsen, stadig kan finde 'alt' - fra sygehus til behandlere, fra skoler til folkeuniversitet, fra idrætshaller til aktivitetshuse, fra byggemarked til specialbutikker, fra grillen på havnen til gourmet-restauranter.
På Ærø har det kommunalt været en hjertesag, at øboernes livskvalitet er i top, f.eks. ved at forbinde hele øen med gratis bus med stort set timedrift - noget der som regel overrasker behageligt, når turister besøger øen.
Hvis man skruer tiden tilbage til dét Danmark, der var engang, dengang hver by havde sit eget handelsliv, kulturliv, så vil man se, at det engang var normen, at 'alt' var indenfor rækkevidde.
Sådan er ø-livet stadig i dag - et samfund, der på trods af sin lidenhed, udgør et helt univers.
Og det er derfor, at vi siger, at 'Drømmen er på en ø'!